- Fransk
- 22. januar
- 138 sider
- Dansk titel: Jeg er den sidste jøde
Barsk, barsk, barsk! Så enkelt kan Rajchmans beretning om hans 10 måneder i udrydningslejren Treblinka beskrives. Selvom man kender historierne; selvom man har set fiktive eller reelle billeder og læst bøger ligeledes enten fiktive eller reelle, så ryster det igen og igen.
Primo Levis berømte bog er mere baseret på det psykologiske aspekt ved livet i lejrene; Rajchmans er faktuel og beskriver i detaljer, hvordan gaskamrene fungerede - set af én af dem, som var med til at hive guldtænderne ud og bære dem til bålet. Enten inde fra gaskammeret eller opgravet fra massegravene, da tyskerne begynder at blive bekymrede for, at man skal finde spor af deres ugerninger.
Treblinka udmærkede sig også ved at være en lejr, hvor fangerne gjorde oprør i august 1943; det blev uden tvivl Rajchmans redning, da det lykkedes ham at undslippe og holde sig skjult og til sidst nå til Warszawa. Der gemte han sig på forskellig vis til krigen var ovre, og han nåede at leve mange år efter. Hans notater blev skrevet umiddelbart efter flugten fra lejren, og er derfor historisk interessante, da de jo faktuelt er friske i erindringen. Om arbejdsdelingen i lejren - om navnene på de forskellige SS-officerer... og han var blandt andet med til en retssag i Israel mange år senere efter, at han mente, at have genkendt en af bødlerne fra lejren.
Hans overlevering gemte han dog for sig selv; noterne blev fundet ved hans død som 90-årig - som en del overlevende har det uden tvivl ikke været menneskelig muligt at tale om det; men heldigvis består hans noter. Det er meget grusom læsning, og jeg synes at hans ord skal sammenholdes med Primo Levis for at få et mere omfattende billede af rædslen. Den ene eller den anden alene er måske ikke nok til at forstå, fordi de behandler tingene så forskelligt. Men i deres helhed udgør de, hvad der burde være obligatorisk læsning for alle skolebørn.
No comments:
Post a Comment